Dagligdagen består af skole, arbejde eller hjemmedag

Aktivitets- og beskæftigelsestilbud

Udeholdet arbejder med opgaver som havebrug, brændefremstilling, istandsættelse af møbler, mindre opgaver hos eksterne samarbejdspartnere. Lejlighedesvis vil dagen blive brugt til ture ud af huset, f.eks. cykel- eller fisketure. 

Opgaverne tilpasses den enkeltes evner med henblik på størst mulig succes. Målet er, at det skal være attraktivt at arbejde på udeholdet. Dagen begynder med et morgenmøde, hvor dagens opgaver drøftes og tilrettelægges. Der er to pauser i løbet af dagen kl. 10.00 og kl. 12.00. Der er en frokoststue hvor kaffen og maden er gratis. Endvidere er der omklædning, bad og toilet i forbindelse med værkstedet. Udeholdet samarbejder med private arbejdspladser om praktikpladser, som er tilpasset den enkelte brugers behov.

Skoletilbud

Der er mulighed for at tage en STU (Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelse) i Fredericia eller Vejle. Der findes flere forskellige undervisningstilbud bl.a. den 3 årig ungdomsuddannelse. Der kan også tages enkelt fag, eller der kan sammensættes et tilbud som passer til evner, tid og behov.

Hjemmedag

På hjemmedagen får eleven støtte til at vaske tøj, gøre værelset rent, samt den del af fællesarealerne, der er elevens ansvarsområde. Hjemmedagen bruges også til at få klaret læge- og tandlægebesøg, evt. købe tøj, ting til personlig hygiejne eller blot til en tur ud af huset sammen med personalet.

Fritidsdelen tilrettelægges efter elevernes individuelle ønsker. F.eks tilbyder HIVO (Handicap Idræt for Vejle og Omegn) bowling, hockey m.m. I nærområdet er der desuden mulighed for rideundervisning, motionscenter mm. Er lysten mere i retning af det hjemlige, kan vi tilbyde Wii, bordtennis, film-rum, dart, samt mulighed for forskellige kreative udfoldelser. Damkjærgaard har en patanquebane, samt rigelig plads til fodbold, og andre aktiviteter, og både Damkjærgaard og Sida har en stor have med bålsted.

I weekenden er der mulighed for at arrangere aktiviteter ud af huset, hvor man som elev har indflydelse på indholdet. Det kan være en tur i biografen, besøg i sommerland, svømmehallen, "ude weekender" i telt og meget andet.